23948sdkhjf

Inventarproducent satser på 3D-teknologi

”Jeg er overbevist om, at det her er en bombe i butiksindretningsbranchen”, siger Shopconcept-direktør John Svane Hansen.
Horsens-virksomheden Shopconcept har taget et stort skridt ind i fremtiden med investeringen i en 3D-printer. Inventarproducenten kan dermed fremstille prototyper på enkelte møbler, shop in shop-løsninger og endda hele butikker. Gevinsten er overskuelighed og en kortere beslutningsproces.

- Når vi kan printe møbler til vores kunder, kan deres shopdesignere vise den enkelte franchisetager eller afdelingsleder, hvordan butikken kommer til at se ud. Det er langt mere realistisk og levende end at vise et billede, vi har lavet ud fra tegninger, forklarer direktør John Svane Hansen.

Han forventer, at den nye 3D-printer vil løfte virksomheden betydeligt – både i form af flere nye kunder og en større omsætning hos de eksisterende samarbejdspartnere:

- For eksempel printer vi prototyper af kundernes nye produkter, og alene den langt kortere tid fra idé til færdig butik bliver en kæmpe fordel for begge parter, siger Shopconcepts direktør.

Der er perspektiver i det her
Hos modevirksomheden Noa Noa har man tidligere haft egen designafdeling der selv udviklede, tegnede, sourcede og implementerede butikkerne. Nu har Noa Noa valgt at intensivere samarbejdet med Shopconcept ved at outsource praktiske funktioner som tegning og byggestyring samt selvfølgelig levering af inventar:

- Der er perspektiver i det her. Vi kommer til at bruge 3D-print i hele udviklingsfasen, når vi laver nye butikker og koncepter, siger store design manager Christian Baumann Gyldenfeldt, der er overbevist om, at 3D-print vil styrke sælgerne i dialogen med potentielle franchisetagere:

- Det er sejt for nye franchisekunder, der kan se, hvordan det hele kommer til at se ud. Det er et supergodt salgsværktøj for os. 3D-print kan betyde, at vi får solgt flere butikker. Mange har svært ved at se butikken for sig ud fra en tegning, men en 3D-model gør det helt klart, forklarer han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079