FSC V. 2.0 – simplere, sikrere, bedre
KLUMME: Loa Dalgaard Worm, sekretariatsleder i FSC Danmark, giver et indblik i den forandringsproces, som det internationale certificeringsorgan nu tager hul på.
Den syvende internationale generalforsamling i FSC er netop overstået. Det er den tredje af slagsen, jeg personligt deltager i, og arrangementet imponerer mig til stadighed. Man tager 500 mennesker med vidt forskellige interesser og dagsordener, lukker dem inde i et konferencecenter et sted på kloden i syv dage, og så kommer de ud i den anden ende og er enige om ting, man aldrig havde troet muligt. Det er netop dette demokratiske forum og det, at beslutningskompetencen ligger hos NGO’er og virksomheder i fællesskab, der gør FSC grundlæggende anderledes end hos andre ordninger.
Hvem ville eksempelvis på forhånd tænke, at Greenpeace i løbet af en uge ville formå at få 96 % af alle miljømæssige, sociale og økonomiske repræsentanter med på, at intakte skovlandskaber skal have specielle driftsregler og potentielt fredes? Ikke mig i alt fald. Intakte skovlandskaber er verdens sidste komplet urørte skovområder. Deres biodiversitet er enorm og vi ved, at de har stor betydning for klimaet. Der er i dag ingen speciel beskyttelse af områderne med mindre de indeholder truede dyre- eller plantearter eller andre specielle kulturelle eller miljømæssige elementer af høj bevaringsværdi. Alene dette er jo nok til at få dem på dagsordenen hos Greenpeace, WWF Verdensnaturfonden og deres fæller. Men samtidig udgør de enorme andele af allerede certificerede områder i specielt Canada og Rusland og har derfor en meget stor økonomisk værdi. Og man skulle derfor tro, at det økonomiske kammer – virksomhederne – ville stemme forslaget ned med det samme. Men det gjorde de ikke. Efter en uges forhandlinger og diskussioner mellem de to modpoler stemte de for. På trods af at det vil koste dem penge og mindre forsyning.
Det demokratiske monster
Det er det, som er så imponerende ved dette arrangement. Hele beslutningsproceduren i FSC-systemet er bygget op, så medlemmerne – lige fra Greenpeace og Kimberly Clark til individuelle personer fra klodens fjerneste egne – stiller beslutningsforslagene i månederne op til generalforsamlingen, som finder sted hvert tredje år. Alle forslag diskuteres og prioriteres herefter mellem de tre forskellige kamre i FSC (miljø, socialt og økonomisk) i dagene op til selve generalforsamlingen. Miljøorganisationerne kommer med deres forslag, virksomhederne med deres og de sociale organisationer med deres. Nogle forslag lægges sammen, andre ændres fundamentalt i ordlyden, så alle kan være enige, og nogle trækkes helt tilbage. Det er god kutyme, at ingen forslag sendes til afstemning, uden både at have en underskriver bag forslaget fra alle kamre og fra den nordlige halvkugle og den sydlige halvkugle. Har man mindre, er det tegn på, at forslaget ikke på forhånd er diskuteret og forhandlet nok.
I ugens sidste dage starter selve generalforsamlingen. Det er her, demokratiet for alvor går op i en højere enhed. Der skal til alle tider være minimum 50 % af de stemmeberettigede fra hvert kammer til stede i salen. Folk scanner sig simpelthen ind og ud. Hver stemmeberettigede har farvede kort til at stemme med, og efter en kort diskussion af hvert enkelt forslag – i år var der 96 af slagsen til at begynde med – stemmer man ved at holde kortene op. Der skal være 66,66 % stemmer for i hvert af de tre kamre, og det skal være balanceret mellem nord og syd også. Er der tvivl om udfaldet, går man over til papirafstemning. Det er langsommere men mere sikkert.
I år gik 18 forslag igennem. Resten blev enten trukket tilbage, lagt sammen med andre, stemt ned eller kunne ikke nås inden for generalforsamlingens to dage. Antallet af godkendte forslag er det laveste i min tid ved FSC. Men det er også kendetegnende for den nye æra, FSC synes at være på vej ind i.
Medlemmerne ønsker et mere simpelt FSC
Som jeg sidder her og reflekterer på ugens udfald, er en ting nemlig markant anderledes end de to tidligere generalforsamlinger, jeg har været del af: Alt var gennemsyret af et ønske om simplificering, forbedring og mere fleksible løsninger. Hvor hvert kammer tidligere har stået stejlt på deres og er ankommet med meget forskellige dagsordener, var der i år et fælles fodslag om dette emne. FSC skal igennem en forandringsproces, hvor organisationen og vores certificeringssystemer bliver bedre rustet til at passe til masserne i stedet for nichen. Det var et overvældende ønske fra medlemmer i alle kamre at give organisationen ro til at gennemføre denne proces. Forslag blev derfor kun godkendt af medlemmer, hvis de kunne passe ind i processen og ikke forsinke den eller forhindre den.
De helt store mantraer til forrige uges generalforsamling var således blandt andet forslag som:
• Meget simplere regler for logobrug og for godkendelsesprocesserne forud for brugen af logoet.
• Et specielt setup for mindre skovejere verden over, som ikke blot er en light version af de eksisterende standarder men i stedet er en fundamentalt anderledes tilgang til, hvordan mindre skovejere kan gennemgå en certificering meningsfuldt og proportionelt med de risici, de udgør.
• Et bedre og mere simpelt sporbarhedssystem, hvor CoC-certificeringen ikke stiller unødige krav, og hvor FSC tilbyder løsningsmodeller til automatisk imødekommelse af store dele af de informationskrav, som ligger i certificeringen.
• Specielle sporbarhedscertificeringskrav til mindre virksomheder, som giver større fleksibilitet og lavere certificeringsomkostninger.
• Undersøgelse af muligheden for fritagelse af certificering af de sidste led i en sporbarhedskæde – distributører og grossister, hvor risikoen for sammenblanding er lav.
• Ensrettet træning og auditeringsskabeloner for alle auditører, så virksomhederne ikke bliver mødt med forskellige krav af forskellige auditører.
• Strategiske til- og fravalg i den strategi-proces FSC står overfor. Ikke alle emner og områder kan prioriteres og FSC må indse, at vi skal sprede vores kræfter over færre tiltag men til gengæld gøre dem bedre og hurtigere.
Jeg glæder mig til FSC V. 2.0. Det bliver et system og en organisation, som det bliver endnu sjovere for mig at advokere for. Et system, som har den nødvendige fleksibilitet, og hvor vi rykker væk fra, at alle virksomheder – uanset størrelse, type og branche – skal passe ned i samme kasse. Det bliver også et system, hvor jeg som nationalt kontor får flere redskaber til at servicere virksomheder verden over. Jeg forventer jeg ikke, at vi kommer i havn med hele denne proces i morgen – eller i år for den sags skyld. Det kommer til at tage tid. Men jeg vil glæde mig til rejsen, fordi jeg er overbevist om, at vi bagefter vil stå stærkere, bedre og med et system, som passer på miljøet og de sociale interesser, samtidig med at det giver økonomisk mening for virksomheder verden over – også i fremtiden.