23948sdkhjf

Handelsaftale kan løfte dansk eksport til Canada

Det største officielle danske erhvervsfremstød til Canada nogensinde er i gang, hvor Kronprinsparret, handels- og udviklingsminister Mogens Jensen og en erhvervsdelegation på 80 virksomheder er i Toronto og Ottawa for at promovere dansk erhvervsliv.
Adm. direktør Karsten Dybvad er med som DI’s repræsentant, og han forventer sig meget af besøget og relationen til Canada i fremtiden – ikke mindst fordi EU og Canada er nået til den afsluttende fase af forhandlingerne om en ny frihandelsaftale på tværs af Nordatlanten. Med aftalen er der udsigt til, at samhandlen mellem de to parter kan vokse med knap 200 mia. kroner.

- Aftalen vil bane vejen for at endnu flere danske virksomheder kan finde fodfæste på det canadiske marked, og analyser viser, at en vellykket handelsaftale kan løfte den danske eksport til Canada med tre mia. kr., siger adm. direktør i DI Karsten Dybvad.

I 2013 eksporterede danske virksomheder varer og tjenesteydelser for 7,4 mia. kr. til Canada. Importen udgjorde 3,9 mia. kr. samme år, og dermed havde Danmark et stort overskud i samhandelen med Canada på 3,6 mia. kr.

Canada kaldes ofte ”The American Scandinavia”, fordi den canadiske forretningskultur minder om en blanding af den skandinaviske og den amerikanske. På Verdensbankens Doing Business Index rangerer Canada på en 19. plads ud af 189 lande i 2014, hvilket placerer dem blandt de lande, hvor det er relativt nemt at drive forretning. Til sammenligning opnår Tyskland en 21. plads og Danmark en femteplads, mens USA får en fjerdeplads.

- Canada har generelt et godt erhvervsklima, og det er forholdsvist let for danske virksomheder at navigere på det canadiske marked. Erhvervsfremstødet, som fokuserer på sundhed, byggeri, mode, og fødevarer, er med til at skabe en vigtig platform - både for danske virksomheder, der allerede er på markedet og ønsker at pleje deres kontakter, og for virksomheder, der gerne vil skabe nye relationer og overvejer at etablere sig på det canadiske marked. Jeg håber, at virksomhederne vender hjem med et større netværk og ordrer i bøgerne, siger Karsten Dybvad.

Læs mere om fremstøddet på di.dk

Kilde: Dansk Industri

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078