23948sdkhjf

Millionstøtte til møbelproducent

We Do Wood er en af tre virksomheder, som nu modtager 1 mio. kr. fra Region Sjælland til udvikling af ”Grønne Forretningsmodeller”.
Tre sjællandske virksomheder kan hver se frem 1 million kroner i støtte fra Region Sjælland. Skandinavisk Jura-Kalk på Stevns, We Do Wood i Roskilde og AK Entreprenørservice i Rønnede skal bruge pengene til at realisere projekter, der både skaber vækst og gavner miljøet.

Tidligere i år udpegede regionen seks lokale virksomheder som aktører i Grønne Forretningsmodeller. Programmet er aftalt mellem Erhvervsstyrelsen og landets fem regioner samt Bornholm Regionskommune.

I Fase 1 fik virksomhederne hver 250.000 kr. til at gøre deres ideer klar til et egentligt projekt, der kunne realiseres. I den fase blev de sjællandske deltagere vejledt af Capnova, der er et investerings- og udviklingsselskab med base i Roskilde og Aarhus.

De tre projekter
Nu er de seks projektet blevet vurderet af et ekspertpanel. Tre er gået videre til Fase 2. Her venter yderligere 1 mio. kr. fra regionen til at hjælpe med at omsætte ideerne til praksis.

Skandinavisk Jura-Kalk vil udvikle en ny form for mørtel og som den første mørtelfabrik i verden få sine produkter certificeret under miljøsystemet Cradle to Cradle. We Do Wood vil sikre en bæredygtig leverance af kinesisk bambus til sin møbelproduktion. Og AK Entreprenørservice vil opbygge en forretning omkring genbrug af larvefødder fra entreprenørmaskiner og kampvogne.

En af flere indsatser i regionen
For Region Sjælland er det en helt central prioritet at hjælpe sjællandske virksomheder med at optimere brugen af energi og andre ressourcer, fastslår regionsrådsformand Jens Stenbæk.

- Prisen på vigtige ressourcer som energi og materialer vil kun gå én vej, og det er opad. De virksomheder, der formår at udvikle forretningsmodeller med effektiv og begrænset brug af ressourcer, vil stå stærkest i fremtidens globale konkurrence om markedsandele, siger Jens Stenbæk.

Grønne forretningsmodeller er en blandt flere indsatser, som regionen støtter for at skubbe på denne udvikling. For Jens Stenbæk er projektet også et godt eksempel på, at regionale udviklingsmidler kommer de sjællandske virksomheder direkte til gode.

- Jeg er rigtig glad for, at vi nu er nået så langt i projektet, at virksomhederne er parate til at gennemføre konkrete nye grønne forretningsmodeller. Dette område vil også have stærk prioritet i den fremtidige regionale vækst- og udviklingsindsats, siger Jens Stenbæk.

Ikke bare flyvske tanker
Capnova er regionens operative samarbejdspartner på Grønne Forretningsmodeller. Herfra ser invest manager Tom Weidner også perspektiver i de tre ideer, som aktørerne nu har et år til at gøre til virkelighed.

- Alle tre opfylder vores to hovedkrav, nemlig at de gavner miljøet og på længere sigt også vil være bæredygtige forretninger. Det er ikke bare flyvske tanker, men tre projekter, der er forberedt meget grundigt og seriøst. Udvælgelsen er også sket dybt professionelt, hvor alle aktører har præsenteret deres model for et panel af industri- og forretningseksperter. Derfor har både regionen og vi en stærk tro på, at alle tre virksomheder formår at skabe noget blivende. Nu har de et år til at vise, at deres ideer også virker i praksis, bemærker Tom Weidner.

Millionen fra regionen bliver udbetalt i rater i takt med, at virksomhederne når de milepæle, som er aftalt på forhånd. Også i Fase 2 fungerer Capnova som regionens operatør.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078