23948sdkhjf

BoConcepts kollektionschef starter egen virksomhed

Efter fire lærerige år hos BoConcept vil arkitektuddannede René Hougaard nu hjælpe møbelbranchen med at skabe produkter, der kan klare sig i en benhård retailverden.
Med virkning fra 1. august 2014 har René Hougaard etableret virksomheden Hougaard, der vil hjælpe virksomheder i møbelbranchen med at styrke deres sortiment og tænke mere som retailere.

Med sig i bagagen har han en solid kommerciel ballast fra stillingen som kollektionschef i BoConcept, hvor det gennem de sidste fire år er lykkedes at skabe en mængde nye produkter, funderet ligeligt på købmandsskab og design.

- En producent tænker ofte mere på sin forhandler end på slutbrugeren. Hos en retailer som BoConcept er det altid kunden ude i butikken, der er i fokus. Det kan andre i branchen lære noget af, siger han til Wood Supply.

Virksomhedsejer for anden gang
René Hougaard har tidligere stået i rollen som designer og producent med virksomheden Dnmark, hvor han blandt andet nåede at designe stabelstolen "Pablo", lounge-møblerne "Mono Lounge" og "GT Daybed" samt bordene "Mono" og "GT Table", inden Magnus Olesen overtog ejerskabet i 2008. Nu er tiden moden til igen at blive herre i eget hus. Og René Hougaard mener selv, at han denne gang står endnu bedre rustet til at gøre en forskel ude i branchen:

- Jeg har lært at tænke møbelverdenen på en helt anden måde. Mit hjerte brænder for godt design, men branchen er i dag en del af en benhård retailverden. Hvis du kun laver produkter for at det skal være godt design, så går det ikke. Mange andre facetter skal med. Det er hele økosystemet omkring produktet, der gør forskellen, og du skal vide, hvordan du håndterer alt fra produktion og logistik til kunderne og de butiksansatte, forklarer han.

René Hougaard understreger, at han har været glad for at være i BoConcept, og planen er at fortsætte samarbejdet omkring udvikling af nye produkter til BoConcepts kommende kollektioner.

- Jeg er fantastisk glad for nu at få muligheden for at lægge al min energi i dét, jeg holder allermest af at lave. Jeg er overbevist om, at min nye rolle vil bidrage positivt til udviklingen hos BoConcept og samtidig får jeg mulighed for at bruge min mangeårige erfaring til at hjælpe andre virksomheder i branchen, slutter René Hougaard, som ikke lægger skjul på, at ambitionerne rækker ud over landets grænser.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078