23948sdkhjf

Genrejst møbelfirma kører med sorte tal

Omann ApS. – der opstod efter konkursen i Omann Jun's Møbelfabrik – har leveret et lille overskud i sit første regnskabsår. Den positive udvikling er fortsat ind i 2014/15.
Efter flere år med økonomiske problemer måtte Omann Jun's Møbelfabrik A/S i starten af 2013 dreje nøglen.

Administrerende direktør, Ulrich Omann, etablerede herefter Omann ApS., hvor man, til forskel fra tidligere, vil lægge selve produktionen af kontormøblerne ud til underleverandører i blandt andet Danmark og Tyskland.

- Tidligere lavede man det hele fra bunden, og det er altså blevet svært i Danmark. Den overordnede strategi er, at vi skal købe standardkomponenterne i udlandet, men vi har fortsat faciliteterne til at lave noget af det selv. Det er en længere proces at finde det rette samarbejdspartnere, der kan leve op til den kvalitet, som Omann er kendt for, siger sales manager Thomas Sørensen til Wood Supply.

Succes på det norske marked
Han og resten af den otte mand store medarbejderstab kan glæde sig over, at det nye Omann har fået en fin start på tilværelsen. Trods omkostninger i forbindelse med opstarten er det lykkedes at komme ud med et lille plus på 0,15 mio. kr. før skat i det første regnskabsår, som dækker perioden 19. december 2012 til 31. marts 2014.

Det er man godt tilfredse med i virksomheden – ikke mindst i lyset af at regnskabsåret bød på en flytning fra Ølholm, hjemby siden etableringen i 1933, til fordel for bedre og mere moderne faciliteter i Horsens. Starten på det nye regnskabsår har også været positiv, og generelt ser Omann meget lyst på fremtiden, fortæller Thomas Sørensen:

- Vi ligger inde med en god ordrebeholdning og er foran budget på nuværende tidspunkt. Eksporten har udviklet sig positivt og er et område, vi forventer os meget af, siger han.

Rent ordremæssigt er det Norge, der trækker størstedelen af eksporten. Omann har eget showroom i Oslo og deltog tidligere på året i Designers Saturday.

- Norge er et helt andet marked end det danske, hvor krisen endnu ikke er sluppet. Jeg synes dog, at vi mærker en forbedring i Danmark, men det er små skridt. Vi havde hulens travlt op til sommerferien, hvor mange kommuner skulle have nyt inventar på grund af skolereformen, fortæller han.

Omann lancerede sidste år reolsystemet Futurum+, som er designet af Arkitektfirmaet C.F. Møller. Modtagelsen har været yderst positiv, og Omann og C.F. Møller er derfor nu i fuld gang med en videreudvikling ud den samme tilgang til fremtidens arbejdsrum og ændrede opbevaringsbehov. De nye møbler skal stå klar til lancering på Stockholm-messen i februar 2015.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095