23948sdkhjf

Hammel Furniture øger overskuddet

Møbelfabrikken er kommet tilfredsstillende ud af 2013 med et plus på 0,3 mio. kr. og forventer en fortsat positiv udvikling efter en god start på 2014.
Regnskabsåret 2013 forløb helt efter bogen for Hammel Furniture, der sammenlignet med 2012 har forbedret både brutto- og nettoresultat. Overskuddet før skat udgør 0,41 mio. kr. mod 0,17 mio. kr. året før.

Resultatet er i overensstemmelse med det budgetterede, og bestyrelsesformand Hans Houlind erklærer sig tilfreds med, at det er lykkedes at øge indtjeningen i et år, hvor der er foretaget betydelige investeringer i både produktion og nye markedstiltag.

På fabrikken i Hammel er der etableret faciliteter til reolvirksomheden Clic, som Hammel Furniture har indgået et langsigtet produktionssamarbejde med, og i Norge har en aftale med møbelkæden Bohus givet adgang til en attraktiv salgsplatform med over 60 butikker. Samarbejdet med Bohus blev indledt i sensommeren 2013 og er kommet fint fra start.

- Vi har fået godt fat i det deroppe, og vi forventer, at det vil bidrage positivt til udviklingen i 2014, siger Hans Houlind til Wood Supply.

Går efter flere kædeaftaler
Hans Houlind overlod først på året ansvaret som administrerende direktør til daglig leder Jens-Ole Staghøj. Det er sket som led i et generationsskifte, hvor Hans Houlind i stedet har overtaget posten som bestyrelsesformand.

Han vil dog fortsat have sin gang på fabrikken, der har fået en god start på det nye regnskabsår. Hammel Furniture har således haft en vækst på omkring 20 procent i årets første kvartal, og det er bedre end forventet. Ifølge Hans Houlind er kædeaftaler en vigtig del af strategien i 2014, og målet er at følge Bohus-samarbejdet op med aftaler på nye markeder i årets løb.

Hammel Furniture beskæftiger i omegnen af 65 ansatte, og forventningen er at produktivitetsforbedringer kan gøre fabrikken i stand til at håndtere en fremtidig vækst uden at øge bemandingen.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078