23948sdkhjf

Ikea åbner dørene for danske designprisvindere

Ti udvalgte deltagere fra FSC Design Award 2013 bruger i denne uge et par dage på at stifte bekendtskab med Ikea-koncernens indsats for miljøet.
Vinderen af FSC Design Award 2013, Adam Holst Hoffbeck er sammen med vinderen af Mad & Boligs designpris og otte runner-ups fra konkurrencen taget med FSC Danmark til Ikeas globale hovedkontor i Älmhult, Sverige. Her vil de studerende de næste to dage få et unikt indblik i Ikeas design og miljøarbejde.

Tirsdag morgen klokken 09:12 tog en flok designstuderende toget mod Älmhult i Sverige. Besøget strækker sig over to dage og har til formål at give de studerende et dybere indblik i, hvordan en stor international koncern arbejder med design, og ikke mindst hvilke tanker de gør sig om bæredygtighed – på godt og ondt.

Gruppen af danske studerende får blandt andet mulighed for at møde Ikea-designere og miljøfolk, se Ikeas Testlab og en tur på Ikea-museum, hvor man kan opleve Ikeas møbler gennem tiden.

- Når vi er med til at sende studerende til Ikeas hovedkontor, så handler det fra vores side om to ting. Dels vil vi gerne give de studerende en unik mulighed for at få et nuanceret billede af, hvordan en mega-virksomhed i praksis arbejder med miljø på godt og ondt. Og dels vil vi gerne inspirere de studerende til selv at tage bolden op, når de en dag selv står med indflydelse på miljø-aspekter i deres designs og dermed kan gøre en forskel. For eksempel for verdens skove, siger sekretariatsleder i FSC Danmark, Loa Dalgaard Worm.

Træ er en helt afgørende råvare i Ikeas produktion, og Tina Lindhardt, der er Corporate PR Responsible hos Ikea fortæller, at samarbejdet med FSC er vigtigt for Ikea, fordi certificeringen er en måde at sikre sig træ fra bæredygtige kilder. På nuværende tidspunkt er 28 procent af det anvendte træ i Ikeas produkter FSC-certificeret. Målsætningen er at nå 50 procent i 2017.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109