Fransk afgift på møbelgenbrug vækker bekymring
Skal der indføres afgiftsfinansierede møbelgenbrugsordninger, bør det koordineres på EU-plan, mener Flemming Larsen, branchedirektør i Træ- og Møbelindustrien.
Frankrig er et af Danmarks store møbeleksportmarkeder, og i efteråret 2013 blev de danske møbeleksportører til landet præsenteret for en ny teknikalitet, nemlig en lovgivning om indsamling og genanvendelse af kasserede møbler.
Den nye lov pålægger alle leverandører af nye møbler på det franske marked at indføre et pristillæg for 'recycling', som skal finansiere bortskaffelse af og materialegenvinding fra de brugte møbler.
Lovgivningen er trådt i kraft i maj 2013, men gennemføres gradvist og ventes først fuldt implementeret i 2015/16.
To ordninger
Det er naturligvis en anerkendelsesværdig målsætning, der ligger bag den nye lov. Ingen kan være interesserede i at lade gamle møbler – som ofte er svære at skille ad i deres bestanddele – fylde op på lossepladserne eller andetsteds.
Men implementeringen af den nye lov giver anledning til en række bekymringer, både hvad angår den franske lov i sig selv og de ringe i vandet, som den muligvis kan medføre.
Angående den franske lovgivning har man for det første – med vanlig fransk sans for bureaukrati – valgt ikke at nøjes med én, men etableret hele to genbrugsordninger på møbelområdet – én for boligmøbler og en anden for kontor- og erhvervsmøbler. Begrundelsen for denne fremgangsmåde er ikke indlysende, men ét er sikkert, og det er at to ordninger giver beskæftigelse til dobbelt så mange administratorer som én.
En yderligere hurdle er, at informationerne om de to franske genbrugsordninger indtil videre hovedsageligt foreligger på fransk. Dette forhold besværliggør ikke-fransksprogede virksomheders muligheder for at håndtere de nye lovkrav, og det virker dermed reelt som en handelshindring, da det ikke ligestiller franske og ikke-franske aktører på møbelmarkedet.
Vil medføre dyrere møbler
En tung del af håndteringen af den nye lov påhviler leverandørerne, som i lovens forstand er de virksomheder, der bringer møblerne på det franske marked for første gang, for eksempel som importører. De får ansvaret for at beregne, opkræve og indbetale pristillæggene, som skal udregnes via sindrige formler, der tager udgangspunkt i møblernes vægt, størrelse og materialesammensætning. Pristillæggene skal fremgå som specifikke poster på fakturaerne, og når de er opkrævet hos kunderne, skal de viderebetales til den af de to genbrugsordninger, som leverandøren er tilknyttet.
De ressourcer, som leverandørerne skal bruge på at udregne, fakturere og viderebetale pristillæggene, kan kun finansieres på én måde, nemlig ved prisforhøjelser. Det gør møblerne dyrere for slutbrugerne og vil dermed have en negativ effekt på salget.
Byrden vil dog også delvis blive væltet over på de udenlandske møbelproducenter, der eksporterer til det franske marked. De vil nemlig blive mødt med krav om at forsyne deres franske kunder med detaljerede specifikationer om deres produkters mål, vægt og materialeindhold. Det koster tid og kræfter at forsyne kunderne med disse oplysninger, og også her er der kun en måde at finansiere disse omkostninger på, nemlig ved at sætte priserne op.
To opfordringer
Det franske skridt er imidlertid også bekymrende, idet man må frygte at det vil danne præcedens for indførelser af tilsvarende ordninger på andre betydelige møbelmarkeder. Og der er ingen som helst garanti for, at andre lande ikke vil bruge andre, nationale modeller for håndtering af møbelgenbrugsafgifter.
Vi risikerer med andre ord at komme i en situation, hvor danske møbeleksportører skal forholde sig til mange forskellige nationale genbrugs- og pristillægsordninger på de forskellige markeder. Enhver kan forestille sig, hvor stort et administrativt bøvl det vil påføre møbeleksportørerne, hvis de skal fremskaffe mange forskellige oplysninger om de samme produkter og sikre sig, at de rigtige informationer havner i de rette hænder. Og igen er der kun ét sted at parkere omkostningerne, nemlig på prislisterne, med deraf afledt belastning af konkurrenceevnen.
Her fra Træ- og Møbelindustrien skal derfor lyde to opfordringer: For det første vil vi appellere til de danske miljømyndigheder om, at man ikke indfører den slags nationale, afgiftsbaserede ordninger herhjemme, når det gælder genbrug af møbler. Der bør udvikles andre og mindre bureaukratiske metoder til at sikre, at møbler kan indsamles, materialesepareres og genanvendes under betryggende former.
For det andet vil vi anbefale, at skal der endelig indføres afgiftsfinansierede møbel-genbrugsordninger, bør det koordineres på EU-plan, så det bliver de samme ordninger der gælder på alle markeder. Det vil både lette de administrative byrder for de enkelte virksomheder, skabe ligestilling mellem konkurrenter fra forskellige lande og ikke mindst gøre hele genbrugsafgifts-håndteringen gennemsigtig for alle.