23948sdkhjf

Kalder på energirenoveringer i nedgangstid

Året der gik og fremtidens bæredygtige byggeri var på programmet, da Vinduesindustrien holdt medlemsmøde og generalforsamling denne måned

Det var i skyggende af dalende salgstal, at godt 100 repræsentanter fra vinduesbranchen tidligere på måneden mødtes i Viborg til medlemsmøde og generalforsamling i Vinduesindustrien.

Året der gik – og fremtidens bæredygtige byggeri, var på programmet.

Dagen startede med den årlige generalforsamling, og bestyrelsesleder Claus Arberg kunne fra talerstolen konstatere, at salget af vinduer er faldet markant i løbet af 2023.

- Vi kan være stolte af, hvor langt vi er kommet med vores produkters bæredygtighed og energieffektivitet. Men vi mangler at se brugbare initiativer til energibesparelser i bygninger foldet ud fra regeringens side. Det går simpelthen for langsomt med energirenoveringen af den eksisterende bygningsmasse, lød det fra Claus Arberg ifølge en pressemeddelelse.

Han konstaterede samtidig, at den hårde opbremsning i nybyggeriet heller ikke hjælper på salget af vinduer og yderdøre.

Regner man i kroner og øre er branchen nu tilbage på niveauet fra før Coronakrisen. Hvad angår antallet af vinduer, skal man endnu længere tilbage i historien, for det solgte antal vinduer er lige så lavt som før finanskrisen i 00’erne.

Samlet set solgte foreningens medlemmer sidste år DVV-mærkede vinduer og døre for lidt over 5 mia. kr. i Danmark og 1,2 mia. kr. i udlandet.

Investering i fremtiden

Det afholder dog vinduesbranchen fra at investere i fremtiden, lyder det også fra organisationen. Konkret ses det i et projekt, som skal indsamle viden om levetider for tre-lags ruder med henblik på at måle potentialet for deres levetider.

Projektprocessen og de forventede potentialer blev præsenteret af projektleder Naja Kastrup Friis, postdoc fra DTU.

- Vores branchemiljøvaredeklarationer har gjort det tydeligt for os, at der er en forholdsmæssig stor miljøpåvirkning fra ruderne sammenlignet med hele vinduet, forklarer Vinduesindustriens direktør, Johny H. Jensen om baggrunden:

Og det kan vise sig at blive et problem i takt med, at kravene til bygningens samlede klimabelastning gradvist skal strammes i fremtiden.

- Når rudens levetid så samtidig er sat til at vare i 25 år ud fra nogle gamle standarder for to-lags ruder, må vi nødvendigvis se på, om der kan ligge en klimagevinst for det samlede vindue, hvis vi benytter opdaterede testmetoder for tre-lags ruder eller måske ligefrem særlige rudekonstruktioner. Nu gælder det først og fremmest om at finde ud af, hvordan man kan teste det – og bagefter hvad der skal til, for at ruderne kan bestå testen, uddyber Johny H. Jensen.

Kan et åbent vindue isolere mod støj?

Blandt dagens oplægsholdere var  Lars Sommer Søndergaard fra Force Technology. Han fortalte om et forskningsprojekt under Danish Sound Cluster, som skal optimere måling og dokumentationsmetode for lydisolation af delvist åbne vinduer.

Resultaterne kan blandt andet bruges til bedre rådgivning omkring vinduesdesign i forskellige støjmiljøer.

- Trafikstøj og støj i det hele taget er et stort problem for mange mennesker i dag. Kombinationen af behovet for frisk luft og dagslys på den ene side og udfordringen med indtrængende støj gennem delvist åbne vinduer på den anden side er en spændende problemstilling, vi som branche naturligvis også har fokus på, udtaler Johny H. Jensen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094